Pædagogiske principper

I det pædagogiske arbejde i Rudolf Steiner Børnehaven Ellemosen tages der sigte på barnets legemlige, sjælelige og åndelige udvikling, selv om barnet i sine første syv leveår primært er koncentreret om sin legemlige udvikling.

For barnet i børnehavealderen er særligt tre forhold væsentlige i denne forbindelse:

Barnet er et efterlignende væsen.
Barnet er et sansende væsen.
Barnet er et rytmisk væsen.

En typisk morgensyssel: at drysse gomasio på bollerne.
En typisk morgensyssel: at drysse gomasio på bollerne.

Alt, hvad der foregår i børnehaven, tager hensyn til denne opfattelse af det lille barns væsen. Barnet er ikke en lille voksen. Det er organiseret på en anderledes måde. I børnehaven arbejdes der ud fra, at børnehavebarnet er et viljesvæsen, forstået sådan, at når barnet står i en situation, så handler det først, derefter føler det noget derved, og til sidst tænker det måske over det skete, alt efter alder og temperament. For voksne forløber denne proces modsat, forhåbentligt. Den voksne tænker og overvejer, så føler den efter, og til sidst handler den. Det er vigtigt, at pædagogen har gjort sig dette klart.

For at imødekomme barnet som viljesvæsen, arbejdes der i børnehaven ud fra de tre ovennævnte principper:

Barnet som et efterlignende væsen
Det bestræbes, at børnene oplever æstetiske omgivelser og voksne, der handler til gavn for fællesskabet. Den voksne skal være et værdigt forbillede.

Barnet som et sansende væsen
Barnets sanseorganisation stimuleres på en måde, der er sund og befordrende for dets legemlige, sjælelige og åndelige udvikling. Gennem oplevelser af naturens fire elementer, jord, vand, luft og ild, af omgang med naturægte materialer, af biodynamisk og økologisk kost m. m. tilstræbes det at give barnet så mange ægte – i betydning ikke syntetiske - sanseoplevelser som muligt.

Barnet som et rytmisk væsen
Børnehaven har en fast dag-, uge- og årsrytme, der så vidt muligt forsøges overholdt. Disse rytmer rummer både inden- og udendørs gøremål, og skal bringe børnene i en harmonisk vekslen mellem indad- og udadvendt aktivitet.

Faste rytmer betyder ro og genkendelighed og dermed tryghed for børnene.